Æblekage med rugbrød og øl

KILDE: Lars Sonne-Hansen - Suhrs Husholdningsskole

DET BEHØVER DU

En kombination af to danske klassikere – gammeldags æblekage og øllebrød. Jeg holder bestemt af begge retter, om end det er lang tid siden, jeg sidst fik øllebrød. Kombinationen er bedre end man måske lige umiddelbart forestiller sig.

350 g rugbrød uden skorpe
20 g smør
1 dl rørsukker (ca. 80 g)
1 guldøl
1/2 stang vanille
skal af 1/2 usprøjtet appelsin
saft af 1 appelsin
evt. lidt citronsaft
3/4 kg skrællede Belle de Boskoop æbler i både
2 dl Syrnet fløde 9%

SÅDAN SKAL DU GØRE

Kom rugbrødet i en foodprocessor og hak det til det er helt smuldret. Varm smørret på en teflonpande og steg rugbrødskrummer og sukker til krummerne har taget lidt farve og dufter ”ristet”. Lad det køle af.
Bring øllet i kog med vanillestang, appelsinskal og appelsinsaft. Kog det ind til ca. 1 dl og lad det køle af. Smag på æblerne og på ølsiruppen – er æblerne sure, er det fint at siruppen er lidt sød. Er æblerne derimod knap så sure skal siruppen smages til med lidt citronsaft.
Tænd ovnen på 160°.
Smør et tærtefad (ca. 25 cm i diameter) og fordel halvdelen af rugbrødsraspen i fadet. Læg æblerne tæt i fadet og dæk med resten af rugbrødsraspen. Fordel ølsiruppen i en tynd stråle over fadet og sæt det i ovnen i ca. 45 min. eller til æblerne er møre. Server direkte fra ovnen med syrnet fløde.

Tips
Vælg et rugbrød lavet af rent rugmel og uden ”fuglefrø”. Kig også på fedtprocenten. Et ”rigtig” rugbrød indeholder under 2 g fedt per 100 g.

Suhrs Højskole

Suhrs er Danmarks eneste fagspecialiserede Højskole indenfor mad. Vi bygger videre på vores erfaringer og traditioner fra tiden som Suhrs Husholdningsskole, og udbyder nu både lange og korte højskolekurser, laver events, teambuilding og foredrag om mad og gastronomi m.m. Læs mere her. //Suhrs.dk