Asparges med mandler og lufttørret skinke

KILDE: Lars Sonne-Hansen, Suhrs Husholdningsskole

DET BEHØVER DU

En typisk spansk salat indeholder lidt skinke, kylling, pølse eller ansjoser. Salaten serveres så som en selvstændig ret til frokost eller som forret. Når sæsonen for grønne asparges er slut, kan denne salat laves af grønne bønner.

Escarolsalat eller et andet spødt salathoved
1 bdt. grønne asparges (500 g)
2 spsk olivenolie
1 spsk sherryvineddike
2 skiver daggammelt brød
25 g hakkede smuttede mandler
4 skiver lufttørret skinke, gerne Serano eller Parma

SÅDAN SKAL DU GØRE

Skyl salaten og slyng eller dup den tør i et viskestykke. Bring en stor gryde med letsaltet vand i kog. Knæk den nederste grove ende af aspargesene og kasser den. Kog aspargesene en til to
min. og kom dem straks i iskoldt vand, så kogningen stopper og de bevarer den flotte farve. Dup dem tørre i et viskestykke og læg dem på et stort ovalt fad. Bland olivenolie og sherryvineddike og hæld det over aspargesene. Drys med salt og peber. Smuldr brødet i en foodprocessor. Rist mandlerne på en tør pande ved jævn varme til de har taget lidt farve kom brødkrummerne på panden og rist endnu et par minutter.
Tag aspargesene op af fadet og vend salaten med den marinade, der er tilbage i fadet. Læg aspargene over og drys med mandel-raspblandingen og læg skinken øverst

Suhrs Højskole

Suhrs er Danmarks eneste fagspecialiserede Højskole indenfor mad. Vi bygger videre på vores erfaringer og traditioner fra tiden som Suhrs Husholdningsskole, og udbyder nu både lange og korte højskolekurser, laver events, teambuilding og foredrag om mad og gastronomi m.m. Læs mere her. //Suhrs.dk