Braiserede svinekæber med knoldselleri og citrusfrugter

KILDE: Søren Buhl Steiniche

DET BEHØVER DU

Til 4 personer
750 g svinekæber
Olivenolie
1 løg i tern
2 gulerøddder i tern
2 fed hvidløg
Hvedemel
1 kvist timian
2 laurbærblade
1 mørk øl
2 dl æblemost
½ l kalvefond eller vand
½ knoldselleri
2-3 citrusfrugter efter smag
1-2 stilke rosmarin

 

SÅDAN SKAL DU GØRE

Afpuds svinekæberne for eventuelle hinder og rester af brusk. Brun dem af ved god varme på
begge sider, skru lidt ned og lad løg, gulerødder og hvidløg sautere med et par minutter. Drys
med 2 spsk hvedemel, og tilsæt timian, laurbærblade, øl, æblemost og fond eller vand. Læg
låg på, og lad retten braisere ved svag varme i ca. 2 timer til kæberne er fuldstændigt møre.
Jævn evt lagen lidt hvis det er nødvendigt, og smag til.
Skær knoldsellerien i små tern á ca. 1×1 cm, og sautér dem i lidt oliven olie ved moderat
varme til de er næsten møre. Tilsæt finthakket rosmarin samt saft og fintrevet skal af
citrusfrugterne, og lad safterne karamellisere let omkring selleriternene. Server knoldsellerien
med de braiserede svinekæber.

Suhrs Højskole

Suhrs er Danmarks eneste fagspecialiserede Højskole indenfor mad. Vi bygger videre på vores erfaringer og traditioner fra tiden som Suhrs Husholdningsskole, og udbyder nu både lange og korte højskolekurser, laver events, teambuilding og foredrag om mad og gastronomi m.m. Læs mere her. //Suhrs.dk