Kylling med ærter og gremolata sauce

KILDE: Lars Sonne-Hansen, Suhrs Husholdningsskole

DET BEHØVER DU

Har man forudset de travle aftener og har haft tid til at salte kyllingekødet fra morgenstunden, er retten her på bordet på en halvtime – takket være frostindustrien. Gremolata er en norditaliensk krydderblanding af persille, citronskal og hvidløg. Det er vigtigt, at der er rigeligt af den, da den holder den søde smag fra ærterne i skak.

400 g kyllingesmåkød – helst fra lår og overlår
1 fintsnittet frisk chili
1 fed hakket hvidløg
ca. 10 tråde safran
1 spsk hakket rosmarinnåle eller salvieblade
1 spsk olie
2 løg i tern
1 rød peberfrugt i tern
300 g frosne ærter

Gremolata:
4 dl fintsnittet bredbladet persille
fintrevet skal af 1/2 usprøjtet citron
1 fed finthakket hvidløg

SÅDAN SKAL DU GØRE

Bland kødet med 2 tsk salt, chili, hvidløg, safran og rosmarin eller salvie. Lad det trække i køleskabet i 6-8 timer.
Sauter kødet i olie i en stor sauterpande til kødet har taget farve på alle sider, tilsæt løg og sauter til løgene er klare. Tilsæt peberfrugt og 1 dl vand, læg låg på og lad retten simre til kødet er mørt. Ca. 10 min.
Bland imens alle ingredienserne til gremolataen. Vend gremolataen i retten og varm retten igennem til persillen er faldet sammen. Smag til med salt og peber og server med salat og løse ris – helst jasminris.

Tips
I stedet for almindelig salt kan man bruge rosmarin-, salvie- eller citronsalt til retten:
Rosmarin-, salviesalt: Snit de friske krydderurter groft og kværn dem så i en morter med salt til de er helt ”pulveriseret”. Bland med mere groft salt og opbevar ”kryddersaltet” på glas. Holder sig fint op til en måned på køkkenbordet.
Citronsalt: Vask 2 usprøjtede citroner og skær dem i gennem på langs 4 gange og dernæst i 1/2 cm stykker. Bland dem med 1/2 kg salt og kom det i et glas. Vend glasset et par gange om ugen i starten, og lad det så ellers stå i køkkenskabet i 3-4 måneder før man begynder at bruge af det. Det er kun saltet man bruger. De indtørrede citroner skal i hvert fald bruges med måde. Citronsalt holder sig nærmest uendeligt.

Suhrs Højskole

Suhrs er Danmarks eneste fagspecialiserede Højskole indenfor mad. Vi bygger videre på vores erfaringer og traditioner fra tiden som Suhrs Husholdningsskole, og udbyder nu både lange og korte højskolekurser, laver events, teambuilding og foredrag om mad og gastronomi m.m. Læs mere her. //Suhrs.dk