Sellerisauté med æbler

KILDE: Lars Sonne-Hansen - Suhrs Husholdningsskole

DET BEHØVER DU

Sautere betyder at stege ved hyppig vending og høj varme. Brug man grove grønsager i sin sauté må grønsagerne simre møre i egen saft eller med lidt vin, vand eller bouillon. Denne sauté kan gøre det ud for en selvstændig ret eller et tilbehør. Til retter, hvor man serverer sauté, er det oftest overflødigt også at lave sauce.

Tilbehør
1/2 selleri i tern
1 spsk citronsaft
1 spsk hvedemel
15 g smør
1 spsk karry
1 løg i tern
2 syrlige æbler i tern

SÅDAN SKAL DU GØRE

Bring 2 l vand i kog med 1 spsk salt, citronsaft og hvedemel. Blancher selleriternene heri i 1 min. Dyp dem straks i koldt vand, lad dem dryppe af og dup dem tørre i et viskestykke. Lun smør og karry i en dyb pande og sauter løgene til de er klare, 3-4 min.
Tilsæt selleri og æbler og sauter til æbler og selleri er møre, 2-3 min.
Sautéen kan serveres som en let frokostret med groft rugbrød, eller som tilbehør til stegte sild med bugen fuld af persille.

Suhrs Højskole

Suhrs er Danmarks eneste fagspecialiserede Højskole indenfor mad. Vi bygger videre på vores erfaringer og traditioner fra tiden som Suhrs Husholdningsskole, og udbyder nu både lange og korte højskolekurser, laver events, teambuilding og foredrag om mad og gastronomi m.m. Læs mere her. //Suhrs.dk