Sprængt lammekølle med peberrodssauce og forårsgrønsager

KILDE: Suhrs

DET BEHØVER DU

1 lille lammekølle
1 l vand
250 g salt
25 sukker
Lidt friske krydderurter

Peberrodssauce:
3/4 l lammebouillon
25 g smør
2 spsk hvedemel
1 dl piskefløde
lys vineddike, sukker, peber
Rigelig friskrevet peberrod

3/4 kg grønsager i store stykker f.eks gulerødder, forårsløg, spidskål og nye ærter
1/2 bdt. hakket dild eller persille

Pillekartofler eller brød.

SÅDAN SKAL DU GØRE

Saltlage: Bring vandet i kog med salt, sukker og lidt krydderurter, f.eks timian og løvstikke. Køl saltlagen af. Når den er helt kold, lægges køllen i lagen og stilles i køleskabet i 2 døgn.
Bring lammekøllen i kog i frisk vand, fjern skum, smag på kogevandet – hvis det er for salt, skiftes det. Kog lammekøllen mør ved svag varme, ca. 1 time – eller til stegetermometer viser 70 grader.
Tag lammekøllen op og pak den ind.
Bring 3/4 liter af bouillonen i kog i en gryde for sig, og kog det ned til det halve. Smag på det under vejs. Bouillonen må ikke blive for salt.
Lav en opbagning af smør og mel. Tilsæt den nedkogte bouillon og fløde og kog den godt igennem. Kort før servering smages til med peberrod, vineddike, evt. lidt sukker og salt og peber.
Kog grønsagerne i den resterende kogelage, gerne ad flere omgange. De skal kun være knap møre, når de tages op af kogelagen. Læg dem på et stort fad med et viskestykke over.
Skær lammekøllen i skiver og anret på fadet med grønsagerne, drys med dild eller persille og server med peberrodssaucen og brød eller pillekartofler.

Suhrs Højskole

Suhrs er Danmarks eneste fagspecialiserede Højskole indenfor mad. Vi bygger videre på vores erfaringer og traditioner fra tiden som Suhrs Husholdningsskole, og udbyder nu både lange og korte højskolekurser, laver events, teambuilding og foredrag om mad og gastronomi m.m. Læs mere her. //Suhrs.dk