Tomatsalsa med jalapeñopeber

KILDE: Lars Sonne-Hansen - Suhrs Husholdningsskole

DET BEHØVER DU

Salsa betyder sauce, men kan bedre oversættes med dip, for der er langt fra vores sovsetradition til det mexicanske køkkens salsaer. En salsa består af rå eller kogte/bagte grønsager og frugt ofte med tomat, løg hvidløg og krydret med frisk koriander og ikke mindst chili. Denne salsa er god til grillet fisk eller svinekød.

2 modne tomater
1 frisk jalapeñopeber
3 fed hvidløg
1/2 finthakket løg
4 spsk hakket frisk koriander

SÅDAN SKAL DU GØRE

Tænd ovnen på 250°. Læg tomater, chili og de hele upillede hvidløgsfed i et smurt fad eller på et stykke bagepapir. Rist dem i ovnen til skallen på tomat, hvidløg og chilien er helt brun, ca. 20 min. Lad dem køle lidt ned. Pil hvidløgsfedene. Stød den hele chili og hvidløget i en morter (det skal ikke være for fintmalet). Stød tomaterne sammen med chili og hvidløg, en ad gangen. Nu har salsaen godt af at trække et par timer. Den kan gemmes op til 1 uge. Bland løg og koriander i og smag til med salt kort før salsaen serveres

Jalapeño er en mediumhot og meget aromatisk chilisort. For mange danske ganer vil den sikkert alligevel forekomme temmelig stærk.

Jalapeño fås frisk i Danmark i velassorterede butikker. Kan man ikke få den frisk, kan man bruge syltet jalapeño eller den grønne tabasco, som også laves af jalapeño.

Det stærkeste i en chili sidder i frøstolen, som man kan kassere, hvis man ønsker sin salsa mindre stærk

Suhrs Højskole

Suhrs er Danmarks eneste fagspecialiserede Højskole indenfor mad. Vi bygger videre på vores erfaringer og traditioner fra tiden som Suhrs Husholdningsskole, og udbyder nu både lange og korte højskolekurser, laver events, teambuilding og foredrag om mad og gastronomi m.m. Læs mere her. //Suhrs.dk