Lam i salsa verde

KILDE: Lars Sonne-Hansen - Suhrs Husholdningsskole

DET BEHØVER DU

En spansk klassiker – salat og krydderurter vendes i en gryderet med dejlig mørt lammekød kogt med vin og safran. Salaten får en fin blød konsistens, nærmest som dampet spinat, og smager lidt henad friske hasselnødder. En flot ret til påskebordet. Indled for eksempel middagen med friske grønne asparges.

2 spsk olivenolie
2 store løg i tern (200 g)
4 fed hakket hvidløg
2 røde peberfrugter i strimler (250 g)
2 lammeskanke
2 spsk hvedemel
2 tsk paprika
2 dl hvidvin eller 1 1/2 dl vin og 1/2 dl cognac
15 tråde safran
50 g smuttede grofthakkede mandler

2 salathoveder, escarol eller hjertesalat, i grove stykker (400 g)
2 dl snittede krydderurter dild, kørvel, estragon, bredbladet persille, løvstikke – gerne en blanding

SÅDAN SKAL DU GØRE

Varm en stor stegegryde op og kom 2 spsk af olien i. Sauter løg, hvidløg og peberfrugter til løgene er møre ca. 6 min. Tag grønsagerne op. Vend lammeskanke i mel blandet med paprika salt og peber. Steg dem i 2 spsk olie til kødet er jævnt brunet på alle sider. Tag dem op og steg løg og peberfrugter i 2 spsk olie til løgene er klare. Tilsæt safran, vin og evt. cognac. Kom vand ved til det står ca. halvt op om kødet. Bring retten i kog og lad den simre for svag varme under låg til kødet er mørt ca. 1 1/2 time. Eller endnu bedre sæt gryden i ovnen i ca. 3 timer ved 170 grader.
Smag til med salt og peber og vend mandler, salat og krydderurter i retten. Varm retten igennem 2-3 min. og stil den på bordet med en skål løse ris, nye kartofler eller et godt brød

Suhrs Højskole

Suhrs er Danmarks eneste fagspecialiserede Højskole indenfor mad. Vi bygger videre på vores erfaringer og traditioner fra tiden som Suhrs Husholdningsskole, og udbyder nu både lange og korte højskolekurser, laver events, teambuilding og foredrag om mad og gastronomi m.m. Læs mere her. //Suhrs.dk