DET BEHØVER DU
Der er ikke meget kød på retten. Denne opskrift på valgflæsk er mere grøn end rød eller blå – og egner sig fortrinlig til at spise foran et valgprogram. Husk at spise brød til.
400 g fersk svinebryst – også kaldet flæsk, uden svær.
4 store kartofler i tern
1 laurbærblad
½ kg grønne bønner
25 g smør
1 stort løg i tern
4 gulerødder i tykke skiver
1 spsk sukker
1 bdt. hakket persille
SÅDAN SKAL DU GØRE
Skær flæsket i tern og gnid det med 1 spsk salt og lad det trække ½ time.
Bring flæsket i kog i en gryde i 1 l vand tilsat et laurbærblad og lad det koge 5 min.
Tag kødet op og lad det dryppe af. Kog kartoflerne i det samme vand i 5 min. og lad dem dryppe af.
Kog bønnerne knap møre i samme vand lige kort før retten skal serveres. Der skal stadig være bid i bønnerne.
Sautér løg og flæsketern i smør i en stegegryde, til de har taget lidt farve. Tilsæt gulerødder og sukker og sautér, til løgene er klare, og sukkeret begynder at karamellisere. Tilsæt kartofler og 3 dl af kogelagen.
Bland de frisk kogte bønner i retten og og varm den igennem, til så godt som al bouillon er opsuget. Smag til med rigelig friskkværnet peber og evt. salt.
Så er der valgflæsk – Servér med hakket persille og et godt brød.