Duer i hedvin

KILDE: Lars Sonne-Hansen, Suhrs Husholdningsskole

DET BEHØVER DU

Braisering er en særlig måde at tilberede på. Den giver mørt og saftigt kød, grønsager fulde af smag og en lækker, fyldig sauce. Kødet brunes først, hvorefter det simrer med vin, vand eller bouillon og gode urter under låg. Metoden er velegnet til småt fjerkræ som poussiner, fasaner og duer. I Italien bliver denne ret lavet med parteret and og den sherryagtige vin, Vino Santo.

Middagsret
4 unge duer delt i kvarte
2 spsk olivenolie
2 løg i små tern
4 stilke bladselleri i små tern
3 gulerødder i små tern
3 skiver parmaskinke i små tern
1 fed knust hvidløg
1 laurbærblad
3 kviste timian
2 salvieblade
2 1/2 dl hedvin
Ca. 1/2 l bouillon

SÅDAN SKAL DU GØRE

Steg duerne i olien, ca. 5 min. på hver side. Tag dem op og krydr dem med salt og peber. Sauter løg, bladselleri og gulerødder i samme gryde, til løgene er klare ca. 5 min. Tilsæt skinke, hvidløg, duer, krydderurter og vin. Lad vinen koge i 2 min. og tilsæt så lidt bouillon og læg låg på. Lad retten simre for svag varme, til duerne er møre, ca. 40 min. Spæd med lidt mere bouillon under kogningen.
Smag til med salt og peber og server duerne med brød, kartofler eller ris.

Suhrs Højskole

Suhrs er Danmarks eneste fagspecialiserede Højskole indenfor mad. Vi bygger videre på vores erfaringer og traditioner fra tiden som Suhrs Husholdningsskole, og udbyder nu både lange og korte højskolekurser, laver events, teambuilding og foredrag om mad og gastronomi m.m. Læs mere her. //Suhrs.dk