Salat med kylling og sesam

KILDE: Lars Sonne-Hansen - Suhrs Husholdningsskole

DET BEHØVER DU

Lår og overlår af 1 kylling
2 spsk sesamfrø
2 gulerødder i tynde skrå strimler
1/2 agurk uden kerner i tynde skrå strimler
1 potte frisk koriander
1 julesalat delt i blade
3 forårsløg i tynde skrå skiver

Marinade:
1/2 dl soyasauce
2 spsk tahin – sesampasta
2 spsk eddike – gerne ris
1 spsk sukker
1 tsk chilisauce, fx sambal oelek
1 fed finthakket hvidløg
1 spsk finthakket frisk ingefær

SÅDAN SKAL DU GØRE

Bring 3/4 l vand i kog. Tilsæt kylling og bring den i kog. Kog 10 min. Tilsæt 2 1/2 dl koldt vand og bring suppen i kog igen og kog 10 min. Tilsæt så endnu 2 1/2 dl koldt vand og bring suppen i kog igen og lad den koge 10 min. Sluk for gryden. Tag kyllingen op og lad den køle lidt af. Gem bouillonen til fx Suppe med fløjlskylling. Bank let på kyllingen med bagsiden af en stor kniv, så kødet løsnes fra benene. Pil skindet af kyllingen og del kødet i lange trevler.
Rist sesamfrøene på en tør pande for jævn varme til de begynder at dufte og tage farve. Ryst panden hele tiden. Lad sesamfrøene køle af.
Rør soyasauce, tahin, eddike og sukker sammen. Smag til med chilisauce, hvidløg, ingefær og peber.
Vend marinaden med kylling, gulerod, agurk, og korianderblade. Fordel på et fad dækket med julesalatblade. Drys med forårsløg og sesamfrø. God på buffet eller som forret med brød eller kinesiske ægnudler.

Tips:
Marinaden kan også bruges som dip til grønsagsstave.
Grønsager per person: ca. 150 g

Suhrs Højskole

Suhrs er Danmarks eneste fagspecialiserede Højskole indenfor mad. Vi bygger videre på vores erfaringer og traditioner fra tiden som Suhrs Husholdningsskole, og udbyder nu både lange og korte højskolekurser, laver events, teambuilding og foredrag om mad og gastronomi m.m. Læs mere her. //Suhrs.dk