Free-style salad – eller dinnersalad

KILDE: Lars Sonne-Hansen

DET BEHØVER DU

Et eksempel:
4 kyllingefileter (500 g)
1 courgette i lange tykke såler (200 g)
2 spsk. pesto, fx persillepesto *)
15 g pinjekerner
200 g grønne bønner
250 g små nye rødbeder
600 g blandet salat, så mange typer som muligt *)
30 g parmesanost i lange flager

Marinade:
4 spsk. olivenolie
1 tsk. grovkornet dijonsennep
2 tsk. balsamicoeddike
1 tsk. honning

SÅDAN SKAL DU GØRE

Dinnersalads hedder de på menukortet i Californien; kæmpe tallerkner med salat, der kan udgøre et helt måltid i sig selv. Et bjerg af salater og grillede grøntsager og ditto skinke, pølse, fjerkræ, fisk eller skaldyr, gerne med lidt frugt og eller fast karakterfuld ost De store salater er gode som gæstemad. Alt kan forberedes i god tid, så der er tid til at sidde med til bords. Har man ikke fx pizzatallerkner, der er store nok til at anrette salaterne på, kan man udmærket anrette de store salater på de serveringsfade, man nu har for hånden.

Pensl courgettesåler med pesto, læg dem sammen og lad dem trække 1/2 time. Gør det samme med kyllingefileterne.

Rist pinjekernerne på en lun tør pande til de har taget lidt farve.

Bring rigelig letsaltet vand i kog og kog de grønne bønner møre, ca. 2 min. Afkøl dem i koldt vand og lad dem dryppe af. Kog rødbederne i samme vand og afkøl også dem i koldt vand. Smut rødbederne og skær dem i både. Rør marinaden sammen og hæld den over bønnerne. Drys med salt og peber. Lad bønnerne trække 10 min.

Grill courgetter og kyllingefileter 3-4 min. på hver side til de har taget pæn farve. Lad kyllingefileterne hvile lidt før de skæres i 4-5 stykker. Drys med salt og peber.

Tag bønnerne op af marinaden og hæld marinaden over de blandede salater og bland godt. Anret salaterne på 4 store tallerkener eller ovale fade. Fordel bønner, rødbeder og pinjekerner over salaterne, anret de grillede courgetteskiver og kyllingefileter på toppen af salaterne og drys med flager af parmesanost.

*1) Prøv at lave en hjemmelavet persillepesto ved at dyppe 1/2 bdt. persille i kogende vand. Tryk den fri for væde, hak den fint og bland med 1 fed knust hvidløg og 1 spsk olivenolie.

*2): Kun fantasien sætter grænser for, hvad man kan bruge som blandet salat. Her er nogle ideer.

• Sprøde typer: iceberg, romaine og escarol

• Milde typer: alm. hovedsalat, lollo rossa, krølsalat og feldsalat

• Bitre/krydrede typer: frisee, radicchio, julesalat og rucola – skvalderkål, unge mælkebøtteblade

• Andre blade: spinat, ung rødbedetop, grønkål, finsnittet ny kål, lange flager af gulerod, courgette, agurk eller rødbede skåret med kartoffelskræller

• Spiselige blomster: krydderurter som fx purløg, mynte og timian, tallerkensmækker, hjulkrone

• Krydderurter: persille, dild, purløg, mynte, kørvel, basilikum, estragon, løvstikke

De grillede courgetter kan udskiftes med grillede skiver af auberginer, store svampe eller peberfrugter i både. De kogte rødbeder og grønne bønner kan udskiftes med fx nye kartofler, majs, små nye gulerødder eller majroer, eller blot med skiver af stor moden bøftomat.

Suhrs Højskole

Suhrs er Danmarks eneste fagspecialiserede Højskole indenfor mad. Vi bygger videre på vores erfaringer og traditioner fra tiden som Suhrs Husholdningsskole, og udbyder nu både lange og korte højskolekurser, laver events, teambuilding og foredrag om mad og gastronomi m.m. Læs mere her. //Suhrs.dk