Kyllingesalat med valnødder

KILDE: Lars Sonne-Hansen, Suhrs Husholdningsskole

DET BEHØVER DU

En fyldig salat med både vilde og “tamme” ris, lige velegnet til madkurven som på sommerbuffeten. Køb en af de store kyllinger på omkring 2 kg, den har levet længere og bedre. Der er langt mere smag i kødet, og man får en god suppe. Bryststykkerne kan man skære fra og bruge til en middagsret, f.eks Asparges i kylling.

Frokost/forret
Under- og overlår fra en stor kylling, Gråsten eller Bornholmsk unghane

Urter: Gulerod, bladselleri, timian, løvstikke, peberkorn

1 1/2 dl vilde ris

21/2 dl parboiled ris

3 forårsløg i strimler

1 lille blomkål i buketter

En håndfuld knuste valnøddekerner

Salatblade og kørvel til anretning

 

Til marinade:

2 spsk olie, gerne valnødsolie

2 spsk rød vineddike

1 tsk dijonsennep

SÅDAN SKAL DU GØRE

Kog kyllingelår og underlåg med urter ved svag varme i 1 time. Sluk og lad kyllingen køle af i suppen. Fjern fedt fra overfladen og og si suppen. Kog halvdelen af suppen ned til god smag. Kog parboiled ris knap møre i resten af suppen. Kog de vilde ris efter anvisningen.
Pisk den nedkogte bouillon med vineddike, olie og sennep, smag til med salt og peber. Vend forårsløg og blomkål med marinaden.
Pil kødet fra benene og bland kylling, ris, vilde ris og valnøddekerner med grønsager og marinade. Stil den på køl.
Anret den i en stor skål med masser af forskellige slags salatblade og gerne lidt kørvel-fnug i.

Suhrs Højskole

Suhrs er Danmarks eneste fagspecialiserede Højskole indenfor mad. Vi bygger videre på vores erfaringer og traditioner fra tiden som Suhrs Husholdningsskole, og udbyder nu både lange og korte højskolekurser, laver events, teambuilding og foredrag om mad og gastronomi m.m. Læs mere her. //Suhrs.dk