Rejer i sursød sauce med ribs

KILDE: Lars Sonne-Hansen - Suhrs Husholdningsskole

DET BEHØVER DU

Ribs er perfekt til sursød sauce. Ribsene har en fin sursød smag, en smuk farve og indeholder naturlig fortykkelsesmiddel.
Til 4 personer kan saucen laves i dobbeltportion. Lynsteg grønsager og rejer af 2 omgange.

Til 2 personer

Sauce
250 g ribs

1 1/2 dl vand, vin eller bouillon
2 spsk eddike
2 tsk sambal olec, eller en finthakket frisk rød chili
4-5 spsk sukker

1 spsk olie
1 stort rødløg i strimler på langs
3 stængler bladselleri i skrå strimler
100 g broccolistilk halveret på langs og i skrå strimler
200 g kogte kæmperejer med haleskjold
1 fed hakket hvidløg
1 dl fintsnittet bredbladet persille eller koriander

SÅDAN SKAL DU GØRE

Bring alle ingredienser til saucen på nær sukker i kog og lad det koge 2 min. Pres det hele gennem en fin trådsigte. Smag saften til med sukker, så der er en fin balance mellem surt og sødt. Bring saucen i kog kort før brug.
Varm olien på en stor pande og sauter løgene i 4-5 min. for jævn varme, skru op for varmen og vend bladselleri og broccoli og sauter yderligere 2 min. Vend rejer og hvidløg i og sauter yderligere 1 min. Vend saucen i, drys med grønt og server straks med løse jasminris.

Tips
Er broccolistilken meget grov kan den evt. skrælles før den skæres i strimler. Broccolibuketterne kan skæres i små buketter og anvendes rå i en salat.

Frugt og grønt per person: ca. 200 g.

Suhrs Højskole

Suhrs er Danmarks eneste fagspecialiserede Højskole indenfor mad. Vi bygger videre på vores erfaringer og traditioner fra tiden som Suhrs Husholdningsskole, og udbyder nu både lange og korte højskolekurser, laver events, teambuilding og foredrag om mad og gastronomi m.m. Læs mere her. //Suhrs.dk