Sild i papir med kartoffelpuré, porrer og ansjoser

KILDE: Lars Sonne-Hansen - Suhrs Husholdningsskole

DET BEHØVER DU

Til 2 personer:

2-4 sildefileter, ca. 250 g
1/2 citron
1 bundt persille eller krondild
2 stykker bagepapir (30 x 25 cm)
1 æggehvide
1 tsk. olie
Kartoffelpuré:
3/4 kg kartofler
1 tsk. salt
Ansjosmarinade:
2 ansjosfileter
2 spsk. kartoffelvand
1 spsk. olie

4 porrer

SÅDAN SKAL DU GØRE

Skræl kartoflerne og rens porrerne. Skær kartoflerne i mindre stykker og kog dem møre i usaltet vand.

Tør sildefileterne med køkkenrulle og drys dem indeni med persille eller krondildblomst. Læg 2 papirstynde kvarte skiver citron i hver, drys med salt og fold hver filet sammen på langs.

Sildene pakkes ind i bagepapiret efter følgende anvisninger: Fold papiret ud og pensl kanten rundt med æggehvide. Smør en anelse olie på den ene halvdel af papiret. Læg de 2 sild tæt sammen på den ene halvdel. Fold den anden halvdel af papiret over, så kanterne passer sammen og lav en skarp lille fold hele vejen rundt.

Tænd ovnen på 200.

Hæld vandet fra de møre kartofler, men gem lidt til marinaden. Purér kartoflerne og smag til med salt. Hold puréen varm i en gryde eller varm skål.
Hak ansjoserne fint med en kniv. Bland de hakkede ansjoser med olie og kartoffelvand i en lille serveringsskål.
Varm en pande op. Læg sildepakkerne på panden, til papiret hæver. Stil panden i ovnen i ca. 5 min. Pakkerne kan også lægges i et ildfast fad.
Skær de rensede porrer i ca. 10 cm lange stykker og kog dem møre i letsaltet, kogende vand.

Servér sildene i papiret og giv kartoffelpuré, asjosmarinade og de kogte porrer til.
(Fra Erwin Lauterbachs ’Rigtig Mad’)

Suhrs Højskole

Suhrs er Danmarks eneste fagspecialiserede Højskole indenfor mad. Vi bygger videre på vores erfaringer og traditioner fra tiden som Suhrs Husholdningsskole, og udbyder nu både lange og korte højskolekurser, laver events, teambuilding og foredrag om mad og gastronomi m.m. Læs mere her. //Suhrs.dk