Stegt fisk med krydret tomatsauce og ærter

KILDE: Lars Sonne-Hansen - Suhrs Husholdningsskole

DET BEHØVER DU

500 g fast hvid fisk, fx sejfilet eller havtaskekæber
saft af 1/2 citron
3 spsk mel
2 spsk olivenolie til stegning
250 g ærter (gerne friskbælgede)
Tomatsauce:
2 ds flåede hakkede tomater
10 tråde safran
1/2 bdt. hakket persille
1 spsk frisk estragon eller 1 tsk tørret
1 fed hvidløg
1 spsk olivenolie
20 g revet hård ost, fx emmentaler

SÅDAN SKAL DU GØRE

Skær fisken i store tern og stænk dem med citronsaft. Lad dem trække 10 min. Lav imens tomatsaucen. Kog tomaterne med safran i et kvarters tid. Lav imens en krydder-blanding af persille, estragon, hvidløg og olivenolien. Gem en skefuld og bland resten i tomatsaucen sammen med osten. Giv saucen et opkog og smag til med salt og peber.
Vend fiskestykkerne i mel blandet med salt og peber og steg dem gyldne, ca. 3 min. på hver side afhængig af hvilken slags fisk man bruger. Hæld tomatsaucen og ærterne over fisken og
varm retten igennem. Stryg fiskestykkerne med det sidste af krydderurte-blandingen og servér med nye kartofler, løse ris eller et lyst brød.

Tips
Du får en mere raffineret tomatsauce, hvis du dræner de flåede tomater og i stedet koger dem med lidt vin og fiskebouillon.

Suhrs Højskole

Suhrs er Danmarks eneste fagspecialiserede Højskole indenfor mad. Vi bygger videre på vores erfaringer og traditioner fra tiden som Suhrs Husholdningsskole, og udbyder nu både lange og korte højskolekurser, laver events, teambuilding og foredrag om mad og gastronomi m.m. Læs mere her. //Suhrs.dk